CrossFit Open som gravid – fem workouts i 2. trimester

CrossFit Open som gravid bliver en helt særlig oplevelse. Gennem fem uger udfordrer jeg min gravide krop med alt fra wall balls og roning til toes-to-bar, burpees, thrusters og chest-to-bar pull-ups.

I år deltager jeg i mit allerførste CrossFit Open.

CrossFit Open er en international konkurrence, hvor deltagere over hele verden gennemfører den samme workout hver uge og indsender deres resultat.

De seneste par år har jeg flere gange overvejet at deltage. Jeg har bare ikke rigtig følt mig som en “rigtig CrossFitter”, der var dygtig nok til at være med.

I år beslutter jeg mig endelig:

Nu skal det have et forsøg!

Tjah – og så bliver jeg selvfølgelig lige gravid.

Skal jeg overhovedet deltage?

Jeg kan ikke rigtig beslutte mig for, om jeg stadig skal deltage.

Jeg ved, at jeg ikke vil kunne give mig 100 procent, som jeg ellers helst vil, når der står konkurrence på programmet.

Samtidig handler CrossFit Open i høj grad om at konkurrere mod sig selv og være en del af fællesskabet. De forskellige CrossFit-boxe gør meget ud af det sociale omkring Open, og det vil jeg virkelig gerne opleve.

Til sidst tænker jeg:

Hvad kan der ske?

Men det er måske lidt for enkelt formuleret. En graviditet er ikke automatisk en grund til at stoppe med at træne, men en konkurrence er heller ikke nødvendigvis det samme som en almindelig træning, hvor intensiteten er lettere at styre.

Jeg er vant til CrossFit og havde trænet med høj intensitet gennem flere år inden graviditeten. Derfor føler jeg mig tryg ved at være med og tilpasse mig undervejs.

Mit ønske om at gennemføre RX er derfor mit personlige konkurrencemål – ikke en anbefaling til andre gravide.

Mit mål er at gennemføre RX

Jeg ender med at tilmelde mig blot et par dage før starten.

Det passer selvfølgelig perfekt med, at vi befinder os på Tenerife, da den første workout bliver offentliggjort.

Hver uges workout bliver offentliggjort natten til fredag dansk tid, og resultatet skal være registreret senest mandag. Det betyder, at jeg skal finde en CrossFit-box på Tenerife, hvor jeg kan gennemføre workouten og få mit resultat godkendt.

Inden det hele begynder, er jeg virkelig spændt på, hvilke øvelser og kombinationer der kommer.

På dette tidspunkt i graviditeten er der allerede øvelser, jeg ikke længere kan lave, og bevægelser, der ikke føles behagelige.

Jeg er jo stædig, så hvis det overhovedet kan undgås, vil jeg helst ikke skalere.

Mit overordnede mål er derfor at gennemføre alle fem workouts RX – altså uden at ændre øvelserne til en skaleret version.

CrossFit Open 19.1

15 minutters AMRAP:

  • 19 wall balls
  • 19 kalorier roning

Den første workout bliver offentliggjort, og til mit store held ser den ganske graviditetsvenlig ud for mig. Den består udelukkende af wall balls og roning.

Min mave er begyndt at være lidt i vejen på romaskinen. Jeg kan ikke læne mig lige så langt frem som tidligere, og derfor kan jeg heller ikke ro på helt samme niveau.

Wall balls har aldrig været min favorit på grund af min stive ankel, men det kunne bestemt have været meget værre.

Første workout på Tenerife

Der er desværre ikke et hold i boxen, som gennemfører workouten på det tidspunkt, vi kan være der. Det kunne ellers have været hyggeligt at lave den sammen med de lokale.

I stedet får jeg Søren til at dømme og heppe på mig.

Jeg når i alt seks runder og 17 gentagelser.

Jeg er vildt imponeret og virkelig tilfreds med min indsats. Det er en vaskeægte cardioworkout, der i den grad udfordrer min puls.

Alligevel gennemfører jeg den første af fem workouts RX og uden nævneværdige problemer.

Jeg er simpelthen så stolt!

CrossFit Open 19.2

Workouten begynder med:

  • 25 toes-to-bar
  • 50 double-unders
  • 15 squat cleans
  • 25 toes-to-bar
  • 50 double-unders
  • 13 squat cleans

Timecap: 8 minutter

Min umiddelbare reaktion efter workouten er:

“Hold da op – ikke ligefrem en preggo-version!

Jeg havde ingen forventninger om at komme igennem de første 25 toes-to-bar. Jeg havde egentlig forestillet mig, at jeg skulle bruge alle otte minutter på at lave så mange som muligt.

Men jeg ville virkelig helst ikke skalere.

Siden jeg blev gravid, har jeg lavet meget få toes-to-bar og double-unders. Double-unders er seriøst heller ikke særlig sjove med ømme bryster!

Jeg frygtede derfor, at alle mine toes-to-bar skulle laves én ad gangen.

Til min store overraskelse begynder jeg med seks sammenhængende gentagelser. Derefter får jeg lavet nogle sæt med tre og til sidst enkelte gentagelser, indtil jeg når de 25.

Jeg bliver også så overrasket over mine double-unders, at jeg stopper efter 27 gentagelser for lige at sikre mig, at optællingen faktisk er rigtig.

Squat cleans og jeg er til gengæld aldrig blevet gode venner.

Det kan jeg desværre ikke give graviditeten skylden for. Den ære må min stive fod få.

Der sker en eller anden mental blokering, når vægten kommer over 30 kilo. Så kan jeg simpelthen ikke gribe stangen i andet end et power clean.

Heldigvis må jeg lave en power clean efterfulgt af en front squat.

Det er en anelse komisk, at selve cleanet føles meget lettere end squatdelen. Ja, de ben skal altså blive stærkere!

Jeg når tilbage til mine toes-to-bar og får lavet yderligere seks gentagelser, inden de otte minutter er gået.

Det er langt mere, end jeg havde turdet drømme om med min nuværende gravide krop.

Jeg er faktisk så glad for workouten, at jeg laver den igen om mandagen. Ved andet forsøg når jeg hele 19 toes-to-bar længere end første gang.

Total optur!”

CrossFit Open 19.3

For time:

  • 200 feet walking lunges med håndvægt over hovedet
  • 50 box step-ups med håndvægt
  • 50 strict handstand push-ups
  • 200 feet handstand walk

Min reaktion fredag morgen:

Ja tak – og godmorgen til CrossFit Open 19.3!

Vi begynder workouten med min all-time favourite: walking lunges.

Øh, NOT!

Min stive storetå kan simpelthen ikke fordrage at komme derned.

Derefter fortsætter jeg med 50 box step-ups, og så kan jeg ellers hygge mig i cirka to et halvt minut med at forsøge at få min nu fem kilo tungere krop op i en strict handstand push-up.

Det bliver en ret umulig opgave.

Lige så overraskende godt de første to workouts går, lige så anderledes bliver workout nummer tre.

Jeg har på forhånd forsøgt ikke at have forventninger til Open. Det gør det lettere at acceptere, at jeg ikke kan gennemføre det hele.

Men det er alligevel lidt ærgerligt kun at kunne lave cirka halvdelen af workouten.

CrossFit Open 19.4

Tre runder af:

  • 10 snatches
  • 12 bar-facing burpees

Tre minutters pause

Derefter tre runder af:

  • 10 bar muscle-ups
  • 12 bar-facing burpees

Jeg går ind til workouten efter en virkelig dårlig nat. Jeg har været vågen siden klokken 3.15 og er stået op klokken 5.30.

Mit eneste mål er derfor at gennemføre de første tre runder inden for tidsgrænsen.

Bar muscle-ups er ikke en mulighed for mig. Dels har jeg ikke trænet dem længe, og dels vil jeg ikke risikere at ramme maven mod stangen.

Det er cirka seks måneder siden, jeg sidst har lavet snatch, og det kan både mærkes og ses. Mine snatches ender i højere grad som muscle snatches, når pulsen stiger, og kroppen bliver presset efter de mange burpees.

Puha, de burpees er blevet langsomme!

Jeg kan ikke længere bare kaste mig ned mod gulvet. Jeg kontrollerer bevægelsen langt mere på vej ned, så hver burpee næsten bliver til en langsom negativ push-up.

Samtidig føles mine bryster, som om de er ved at eksplodere efter alle hoppene.

Jeg gennemfører de tre runder med 10 snatches og 12 bar-facing burpees på 7 minutter og 11 sekunder.

Det er jeg faktisk ganske godt tilfreds med.

Jeg håber nu bare, at jeg også kan være med på 19.5, så jeg kan sige, at jeg har deltaget i alle fem workouts.

CrossFit Open 19.5

33-27-21-15-9 gentagelser af:

  • Thrusters med 29 kilo
  • Chest-to-bar pull-ups

Timecap: 20 minutter

Jeg kan ærligt talt ikke lade være med at grine, da jeg ser workouten klokken 4.45 om morgenen.

Seriøst?

Med mine nu syv ekstra kilo er jeg sikker på, at jeg kommer til at bruge det meste af tiden på at forsøge at lave nogle få chest-to-bar pull-ups.

Min umiddelbare reaktion efter workouten er:

Jeg er squ ærligt talt ret stolt og stadig imponeret over min egen præstation.

Jeg overrasker totalt mig selv og forstår næsten ikke, hvordan det er muligt, men jeg når intet mindre end 66 chest-to-bar pull-ups i alt.

Det betyder, at jeg når seks gentagelser ind i runden med 21.

Jeg bliver seriøst nødt til at prøve den her workout igen efter graviditeten.

Det bekræfter mig endnu en gang i, hvor vild kroppen er, og hvor meget den faktisk kan.

Jeg er gravid i uge 25 og kan stadig være med på et niveau, jeg er virkelig stolt af.

Jeg elsker dig, min seje krop, for alt det, du kan!

Workouten viser mig noget af det, jeg synes er helt fantastisk ved CrossFit Open.

Den presser mig ud i workouts og bevægelser, som jeg på forhånd ikke tror, jeg kan klare.

En afslutning med total optur

Den sidste workout bliver en fantastisk afslutning på mit første CrossFit Open.

Alt i alt er jeg virkelig stolt og imponeret over min indsats – og så endda som gravid.

Jeg tror, det har hjulpet meget, at jeg har sat forventningerne ned. Jeg har ikke kunnet forvente en bestemt placering eller præstation, fordi det har været svært at forudsige, hvad min gravide krop kunne på den enkelte dag.

Det har givet mere plads til at blive positivt overrasket.

Nu bliver jeg næsten helt nervøs for næste års Open. Jeg føler, at jeg har sat en forholdsvis høj bundlinje for mig selv, som jeg naturligvis får lyst til at leve op til.

Til den tid er det måske manglende søvn og overskud, der præger kroppen.

Men det må vi se til den tid.

Du kan måske mere, end du tror

De fem uger har endnu en gang vist mig, hvor meget min krop er i stand til, når jeg giver den de rette forudsætninger og samtidig tilpasser mine forventninger.

Men min oplevelse er ikke et bevis på, at alle gravide kan eller bør gennemføre CrossFit Open RX.

Min krop er vant til CrossFit, høj intensitet og de tekniske bevægelser. Jeg kender øvelserne og har flere års træningserfaring at trække på. Derudover har min graviditet indtil videre været ukompliceret.

For en anden gravid kan det rigtige være at skalere mere, træne med lavere intensitet eller vælge bestemte øvelser helt fra. Det gør træningen hverken dårligere eller mindre værdifuld.

Fysisk aktivitet under en ukompliceret graviditet er generelt gavnlig, men niveauet bør passe til den enkelte, og man skal reagere på kroppens signaler.

Pointen er derfor ikke:

Hvis jeg kan gøre det, kan alle gøre det.

Pointen er nærmere:

Graviditet behøver ikke betyde, at du skal være bange for at bevæge dig. Men du behøver heller ikke bevise noget.

Mit første CrossFit Open som gravid

Da jeg tilmelder mig, er jeg mest optaget af, om jeg kan gennemføre alle fem workouts RX.

Da Open er slut, er jeg mest stolt af, at jeg har lyttet til kroppen, accepteret mine begrænsninger og stadig turdet udfordre mig selv.

Jeg har gennemført mit allerførste CrossFit Open som gravid – fra uge 21 til uge 25.

Nogle workouts overrasker mig positivt. Andre stopper, før jeg ønsker det. Men tilsammen bliver de en helt særlig oplevelse og endnu en påmindelse om, at min krop kan meget mere, end jeg nogle gange giver den kredit for.

Og RX eller ej:

Jeg gjorde det fandeme ❤️

Læs mere om træning under graviditeten

Du kan også læse:

Kategorier

Hej, jeg er Anja

Hej, jeg er Anja

Personlig træner samt vane- og metakognitiv coach. Jeg hjælper kvinder med at finde en sundere hverdag, der holder – uden forbud, skam og skrappe kure.

Læs mere om mig

Mine ydelser

Kontakt mig

Kontakt mig i dag for en uforpligtende snak – jeg glæder mig til at snakke med dig om dine muligheder og hvordan jeg bedst kan hjælpe dig.

Skriv til mig