Av for satan 😫 Det er nok den sætning, der bedst opsummerer min anden fødsel.

Sammenlignet med Claras fødsel var fødslen af Noah en langt mere smertefuld oplevelse. Ikke nødvendigvis fordi den varede meget længere, men fordi veerne føltes helt anderledes, og fordi jeg denne gang var vågen en hel nat og brugte mange timer på at vente på, at fødslen for alvor tog fart.

Her kommer hele fortællingen om min anden fødsel – fra de første veer fredag aften til øjeblikket, hvor vi fik Noah op på mit bryst lørdag morgen ❤️

En lille note: Dette er min personlige fødselsberetning og beskriver mit konkrete forløb. Fødsler kan udvikle sig meget forskelligt, og vurderinger om blandt andet tidspunktet for indlæggelse, smertelindring og overvågning bliver altid truffet individuelt sammen med jordemoderen.

Optakten til min anden fødsel

Jeg havde talt med min jordemoder om, at min anden fødsel muligvis kunne gå hurtigere end den første. Derfor skulle vi gerne køre mod hospitalet væsentligt tidligere, end vi gjorde, da Clara blev født.

Du kan læse hele fortællingen om min første fødsel her: Min fødselsberetning med Clara.

Samtalen med jordemoderen gjorde, at jeg i de sidste uger af graviditeten var meget opmærksom på alle kroppens signaler. Var det bare endnu en plukve, eller var der mon noget på vej?

Fredag den 18. marts omkring klokken 20.30 begyndte jeg at mærke nogle veer, der tog lidt mere fat end de klassiske plukveer.

Om formiddagen havde jeg været til min sidste jordemoderkonsultation i uge 40+3. Hun havde undersøgt mig og vurderet, at jeg var cirka halvanden centimeter åben, at livmoderhalsen næsten var væk, og at det hele føltes “dejligt, lækkert og blødt”, som hun så fint formulerede det.

Det betød ikke nødvendigvis, at fødslen ville gå i gang lige med det samme, men kroppen virkede i hvert fald til at være ved at gøre sig klar. Nu skulle lillebror bare være enig.

Hvornår skulle vi køre mod hospitalet?

Jeg ringede til min søster Trine for at give hende et heads-up. Hun skulle passe Clara, og så skulle vi låne hendes bil.

Søren skulle have været på arbejde lørdag, og jeg havde svært ved at finde ud af, om han skulle begynde at aflyse sine klienter. Jeg ville helst ikke sætte hele verden i bevægelse for tidligt, men jeg havde bestemt heller ikke lyst til at føde lillebror i en Fiat Panda på motorvejen mod Hvidovre Hospital.

Det var lidt af en balancegang.

Efter en time på sofaen havde jeg timet veerne til at komme med cirka otte-ti minutters mellemrum. Vi satte os ind i sengen, og jeg ville egentlig gerne forsøge at sove, fordi jeg allerede var træt.

Det var bare ret svært at finde ro, når jeg både var spændt, nervøs og ekstremt opmærksom på alt, hvad der skete i kroppen.

Jeg fandt min “fødsels-Ben & Jerry’s” frem. Sådan en stod jeg også og spiste klokken fem om morgenen, da jeg havde veer med Clara 😉

Bryststimulation og pludselig hyppige veer

Jeg sad og stimulerede mine brystvorter, fordi jeg havde fået at vide, at det kunne påvirke kroppens oxytocin og veerne. Det skal jeg da lige love for, at min krop reagerede på.

Pludselig begyndte veerne at komme med kun to-fire minutters mellemrum, og jeg ringede efter Trine. Hun havde næsten en times kørsel ud til os, og i løbet af den time blev jeg virkelig nervøs for, om vi overhovedet ville nå hospitalet.

Veerne tog til i styrke, og jeg stoppede hurtigt igen, fordi jeg blev nervøs for, om jeg havde sat for meget gang i det 😂

Kort før Trine ankom, gik der pludselig 12 minutter mellem to veer, og de begyndte at aftage. Klokken var lidt over 22.

Men nu var hun kommet, og jeg kunne alligevel ikke sove. Derfor besluttede vi os for at køre.

Vi nåede Hvidovre Hospital

Jeg havde fortsat veer i bilen, men de var ikke lige så intense som hjemme i sengen.

Da vi ankom til Hvidovre Hospital, satte den laaaaange gåtur gennem gangen mod fødemodtagelsen mere gang i veerne. Man skulle næsten tro, at gangen bevidst var designet til at sætte skub i fødsler 😂

Men så snart vi stod stille og ventede på jordemoderen i undersøgelseslokalet, gik det hele lidt i stå igen.

Seriøst? Det var ikke det scenarie, jeg havde forestillet mig.

Jeg blev undersøgt og var til min store ærgrelse kun tre centimeter åben. Jordemoderen vurderede, at jeg endnu ikke var i aktiv fødsel, og derfor kunne vi ikke blive indlagt på det tidspunkt.

Hun foreslog, at vi kunne køre hjem et par timer. Det havde jeg virkelig ikke lyst til. Jeg ville ikke frem og tilbage og samtidig være nervøs for, om vi pludselig kom for sent.

I stedet foreslog hun, at vi gik rundt på hospitalets gange et par timer for at se, om bevægelse kunne hjælpe fødslen videre.

Traveture og proviant fra 7-Eleven

I begyndelsen var jeg virkelig målrettet. Nu skulle den fødsel bare sættes i gang.

Jeg vandrede frem og tilbage på gangen ved 7-Eleven, mens Søren sørgede for proviant til natten. Han købte en sandwich og to Monster, så han var klar. Jeg havde overhovedet ingen appetit.

Jeg overvejede at stimulere brystvorterne igen, fordi det havde haft så tydelig en effekt derhjemme. Men der var ligesom ingen oplagte steder midt på gangene på Hvidovre Hospital – og let’s be honest: Hospitalstoilettet indbød heller ikke ligefrem til hygge eller romantik 😂

Vi fandt derfor ned i den rolige ende af fødemodtagelsen. Søren kunne sidde på en sofa, mens jeg fortsatte mine endeløse cirkler på gangen.

Flere smerter, flere veer – men stadig ingen lillebror

Efter den første halve time med raske traveture begyndte veerne igen at tage til.

Ved fødslen af Clara sad smerterne især i lænden. Denne gang nev det voldsomt i underlivet. Det føltes nærmest, som om en kniv blev stukket ind og gravede rundt i de 30-60 sekunder, veen varede.

Det var i hvert fald sådan, jeg forsøgte at forklare det til Søren.

Jeg fandt hurtigt ind i den vejrtrækning, jeg havde lært til fødselsforberedelsen før Claras fødsel. Det hjalp mig med at flytte en lille smule af opmærksomheden væk fra smerterne.

Situationen var totalt ambivalent. Jeg var udmattet og havde mest lyst til at sætte mig ned, men når jeg hvilede, aftog veerne. Derfor gik jeg rundt og udsatte mig selv for flere smerter for at få den fødsel, jeg allerede syntes gjorde ulideligt ondt, til at fortsætte.

Efter halvanden time havde jeg brug for en ny vurdering. Jeg ville vide, om der overhovedet skete noget.

Jeg var nu cirka fire-fire en halv centimeter åben. Der var altså fremgang, men vi var stadig ikke rigtig videre.

Jeg spurgte, om der ikke fandtes en stue, hvor vi kunne komme ind og få lidt ro. Gangene på Hvidovre Hospital var altså ikke ligefrem det mest afslappende sted at føde.

Som en flodhest hen over en yogabold

Heldigvis fik vi en stue med dæmpet belysning og en nogenlunde behagelig seng.

De første 30 minutter forsøgte jeg at ligge ned og hvile. Jeg var så træt, at jeg næsten faldt i søvn i de få minutter mellem veerne. Men hver ny ve rev mig tilbage, og egentlig søvn var helt umulig.

De næste halvanden-to timer lå jeg ind over en yogabold. Under hver ve pressede Søren virkelig hårdt på min lænd. Det var det eneste, der gav bare en lille smule lindring.

Smerterne var helt anderledes end ved min første fødsel. Fuck, mand. Flere gange tænkte jeg:

“Det her kan jeg simpelthen ikke.”

Klokken nærmede sig to om natten. Vi havde stadig ikke sovet, og mit mentale overskud var ved at være brugt op.

Søren var også så træt, at han formåede at snorke hen over sengen, samtidig med at han stadig trykkede mig på lænden under veerne. Imponerende multitasking alligevel.

Efter to timer, som mest af alt føltes som et smertehelvede fyldt med knive i underlivet, bad jeg om endnu en status.

Jeg havde på forhånd besluttet, at jeg helst ikke ville have medicinsk smertelindring. Det samme havde jeg valgt ved Claras fødsel. Jeg overvejede det faktisk ikke undervejs, selvom smerterne føltes ulidelige. Måske fordi beslutningen allerede var taget inde i mit hoved.

Næste gang kunne det dog godt være, at jeg ville overveje den beslutning en ekstra gang 😂

Det gik aaalt for langsomt

Jordemoderen undersøgte mig igen.

Fem centimeter.

Under én centimeters udvikling på to timer, der havde føltes som en evighed. Shit, det var op ad bakke.

Jordemoderen foretog en hindeløsning i forbindelse med undersøgelsen, og hold nu kæft, hvor gjorde det ondt.

Efter yderligere cirka 20 minutter bad jeg Søren spørge, om det var muligt at få en stue med et kar. Jeg havde brug for en anden form for smertelindring.

Heldigvis kunne vi komme ind på fødeklinikken. Det var et mere hjemligt og roligt tilbud end en almindelig fødestue, og det havde hele tiden været mit ønske, hvis fødslen udviklede sig ukompliceret.

Endelig ned i det varme vand

Det var noget af det bedste meget længe at komme ned i det varme vand. Det føltes virkelig godt for både lænden og underlivet.

I et par minutter og gennem et par veer kunne jeg faktisk holde ud at være i min egen krop igen.

Samtidig virkede det, som om der begyndte at ske mere. Smerten ændrede karakter, og jeg kunne slet ikke finde en stilling, hvor jeg kunne være. Jeg kejtede rundt mellem maven, siden og ryggen som en strandet hval, der bare skvulpede rundt i karret.

Lillebrors hjertelyd blev kontrolleret regelmæssigt. På et tidspunkt gjorde det så ondt, at jeg tænkte, at hvis jordemoderen kom og fortalte, at hans hjertelyd faldt, og at de anbefalede kejsersnit, så var jeg klar.

Jeg ville bare have ham ud – koste hvad det ville.

Det er ret vildt at tænke tilbage på, fordi jeg virkelig ønskede en vaginal fødsel. Men stærke smerter kan altså flytte ens grænser og tanker ret hurtigt.

Efterfølgende var jeg meget taknemmelig for, at der ikke opstod behov for et kejsersnit. Følelsen af at få sit nyfødte barn direkte op på brystet efter så hård en kamp var helt ubeskrivelig.

Typisk Søren

De af jer, der kender Søren, ved, at han har et godt spisehjerte.

Da jeg var kommet i karret, var han virkelig sulten. En meget træt og meget sulten Søren er en dårlig kombination, så han smuttede endnu en tur i 7-Eleven.

Han var så heldig at score de sidste syv kyllingespyd og tre pølsehorn, som ellers skulle smides ud.

Jeg kunne mærke, at min krop manglede energi, og forsøgte at tage en bid af et pølsehorn. Det kunne kroppen overhovedet ikke håndtere. Jeg fik kvalme, og veerne føltes nærmest endnu værre.

Efter yderligere en times tid kom jordemoderen ind og spurgte, om jeg ønskede en ny undersøgelse, eller om vi bare skulle lade fødslen udvikle sig.

Jeg havde virkelig brug for en status.

Det betød bare, at jeg først skulle op af karret og over på sengen. En drivvåd, kæmpe flodhest, der skulle løfte sin krop op mellem veerne. Jeg er sikker på, at det har set enormt elegant ud.

Endelig otte centimeter

Jeg var otte centimeter åben!

Pueha. Selvom veerne kom som perler på en snor, var det en kæmpe lettelse at få at vide, at der endelig var sket noget.

Og så skal jeg ellers lige love for, at min krop blev klar.

Det skulle endnu en gang vise sig, at den sidste del af min fødsel kunne gå lynhurtigt.

Fuuuck, så gik det stærkt

Der var ikke gået mere end omkring 30 sekunder efter undersøgelsen. Jeg nåede ikke engang at overveje, om jeg ville tilbage i karret, før vandet gik med et plask ud over sengen.

Ti sekunder senere væltede en vestorm af presseveer ind over mig.

Det mindede fuldstændig om fødslen af Clara. Den store forskel var, at jordemoderen denne gang lige havde undersøgt mig og med det samme kunne fortælle, at jeg skulle følge kroppen og presse med.

Heldigvis. For det er virkelig ikke sjovt at forsøge at holde igen, når hver eneste del af kroppen skriger: PRES!

Når min krop først går ind i pressefasen, kan jeg virkelig mærke min styrke. Der er fuld power på. Så meget, at Sørens hænder blev helt blå af, at jeg klemte dem.

Lillebror havde været mere “besværlig” gennem graviditeten end Clara, og veerne havde været væsentligt mere smertefulde. Som om det ikke var rigeligt, lå han også med hånden oppe ved hovedet, da han skulle fødes.

Altså – som om hovedet ikke fylder nok i forvejen.

Hold kæft, hvor gjorde det ondt. Det føltes, som om hele mit underliv blev revet fra hinanden. Den brændende fornemmelse, da hovedet skulle fødes, var voldsom, og jeg forstår stadig ikke dem, der siger, at de helt glemmer smerten.

Der var næsten ingen pause mellem presseveerne. Jordemoderen forsøgte at guide mig til at slappe af mellem dem, men det kunne jeg simpelthen ikke. Kroppen blev bare ved med at presse.

Jeg husker, at jeg nærmest klynkende sagde:

“Aaaaav, det gør så ondt.”

Jeg nåede også at tænke, at nu ville jeg ikke mere. Nu gav jeg op.

Men altså, når barnets hoved er halvvejs ude, er det ikke ligefrem en mulighed.

Tre presseveer, og hovedet var født. Et par presseveer mere – og så lå lillebror på min mave ❤️

Noah bliver født

Det var en kæmpe forløsning.

Denne gang føltes fødslen virkelig som en kamp, og lettelsen var enorm. Søren stod med tårer i øjnene og helt blå hænder efter mine kraftige klem.

Men altså, han skal vel også have lov til at mærke lidt 😉

Lillebror blev født den 19. marts klokken 6.58. Han vejede 3.874 gram og var 52 centimeter lang.

Søren klippede navlestrengen, efter den var færdig med at pulsere. Derefter fik vi lov til at ligge lidt for os selv, hud mod hud, og lære hinanden at kende.

Tiden lige efter fødslen

En ting, man sjældent hører særlig meget om, er tiden mellem barnets fødsel og fødslen af moderkagen.

Jeg synes virkelig ikke, at den del er behagelig. Alt føles ømt og sårbart, og man har mest af alt lyst til, at området bare får fuldstændig fred.

Men navlestrengen sidder fortsat fast i moderkagen, som stadig befinder sig i livmoderen, og man venter på, at kroppen også føder den.

Jovist, moderkagen er væsentligt mindre end et barn, men efter selve fødslen har jeg virkelig ikke lyst til, at der skal foregå mere dernede.

Hud mod hud og den første amning

Det var vigtigt for mig at få ro til at ligge hud mod hud med Noah, så han kunne lande efter fødslen og stille og roligt finde frem til brystet.

Vi ventede derfor også lidt med vejning og måling. Det var rigtig dejligt, at der var tid og ro til det.

Vores jordemoder havde fri klokken 7.30, så lidt i otte kom en ny jordemoder ind for at undersøge både Noah og mig.

Ligesom efter fødslen af Clara var jeg overbevist om, at jeg var bristet hele vejen rundt. Det føltes seriøst sådan.

Og den undersøgelse, der skal afgøre, om man er bristet? Uh, av. Bare lad det område være 😂

Heldigvis så alt fint ud, og der var ikke den mindste bristning. Jeg siger mange tak til min krop for at være så skide sej!

To fødsler – to meget forskellige oplevelser

Det er svært ikke at sammenligne, når man allerede har en fødsel i bagagen.

På grund af en hel nat uden søvn og et langt mere smertefuldt forløb var jeg meget mere udmattet efter Noahs fødsel, end jeg var efter Claras. Det føltes som en betydeligt længere kamp.

Fra den første ve gik der cirka otte en halv time, før Clara blev født. Pressefasen varede omkring 12 minutter.

Ved Noah gik der cirka ti en halv time fra den første ve, og pressefasen varede omkring ti minutter.

Tidsmæssigt var forskellen altså ikke enorm. Men oplevelsen var fuldstændig anderledes.

Jeg tror, at en del af forskellen var, at vi denne gang tog meget tidligere på hospitalet. Ved Claras fødsel blev vi hjemme længere, slappede mere af og hyggede os midt i veerne. Denne gang gik jeg i timevis rundt på hospitalets gange og havde svært ved at finde samme ro.

Alligevel er jeg glad for, at vi tog tidligt afsted. Jeg var simpelthen for nervøs for, at den sidste del pludselig skulle gå så hurtigt, at vi endte med en fødsel i bilen.

Jordemoderen bekræftede os også i, at det var godt, vi var i nærheden, når min fødsel udviklede sig så hurtigt, efter vandet gik og kroppen var klar.

Måske kan vi finde en mellemvej næste gang 😉 Veerne må gerne nive lidt mere, inden vi kører – men helst ikke i alt for mange timer.

Hjem fire timer efter fødslen

Omkring fire timer efter fødslen var Søren så træt, at han virkelig gerne ville hjem. Han havde jo heller ikke ligefrem ligget særlig meget i den seng 😉

Jeg kunne måske godt have brugt lidt mere hvile, men samtidig var jeg enormt spændt på at komme hjem til Clara og præsentere hende for lillebror.

Det var først bagefter, det gik op for mig, at der faktisk kun var gået fire timer, fra Noah blev født, til vi kørte mod Ballerup igen.

Claras første møde med lillebror

Jeg var så spændt på, hvordan Clara ville reagere. Hun havde talt utrolig meget om lillebror gennem graviditeten.

Fra deres allerførste møde var hun den skønneste storesøster ❤️

Hun elsker at kramme og kysse ham. Hun vil gerne hjælpe med at skifte ble, give ham sutten og finde hans bamser.

Nu, knap to uger efter fødslen, er hun stadig så sød og glad for ham. Der er ikke de mindste tegn på jalousi.

Søren er dog også hjemme på barsel, så det kan selvfølgelig ændre sig, når han begynder at arbejde igen, og min opmærksomhed i højere grad skal deles mellem dem.

Min krop er for vild

Det er simpelthen så vildt og imponerende at tænke på, hvad kvindekroppen kan – og hvad den gennemgår under en hel graviditet, en fødsel og tiden efter.

Der er mange tidspunkter både under graviditeten, fødslen og lige efter, hvor jeg på ingen måde har lyst til at gøre det hele igen.

Men det at skabe et liv er helt igennem fantastisk. At få et barn, som man får lov til at elske resten af livet, er 100 procent det hele værd ❤️

Lad os se, om vi ender med fire børn til sidst 😉