At være nybagt mor er den vildeste rutsjebanetur. Den første uge har budt på tvivl, ømme brystvorter, meget lidt søvn og en helt særlig kærlighed, der vokser mere og mere for hver dag.

Oh well – bedre sent end aldrig.

Jeg har faktisk haft det her indlæg liggende i noget tid. Det var næsten skrevet færdigt umiddelbart efter den første uge, men der har mildest talt været lidt andet at se til.

Den første uge som nybagt mor har været den vildeste rutsjebanetur.

Jeg har været ramt af tvivlen på, om jeg mon var en god nok mor. Jeg har haft ondt i hjertet over, at jeg ikke følte, jeg kunne give min datter det, hun havde brug for. Samtidig har jeg mærket en helt særlig kærlighed vokse mere og mere.

Og så har jeg lært, hvor lidt man egentlig kan planlægge med en baby. Det hele er fuldstændig uforudsigeligt – i hvert fald her i begyndelsen.

Min fødselsberetning

Min fødsel gik så hurtigt, at vi næsten ikke nåede frem til hospitalet, før Clara kom til verden.

Hvis du endnu ikke har læst historien, kan du finde den her:

Min fødselsberetning – da Clara kom til verden

De første dage på Hvidovre Hospital

Jeg fødte på Hvidovre Hospital, hvor vi efter fødslen fik mulighed for at blive på barselsafsnittet.

Vi valgte at blive på hospitalet i to dage og kom hjem om fredagen.

Det var ikke, fordi der var noget galt, eller fordi jeg var særligt bekymret. Jeg syntes bare, det var rigtig rart, at alt var lige ved hånden.

Der blev serveret mad tre gange om dagen, vi kunne hente snacks, og jeg havde en fantastisk seng, som kunne indstilles, så jeg kunne ligge og sidde behageligt med Clara og under amningen.

Søren havde også sin egen seng og kunne overnatte sammen med os.

Der var selvfølgelig også en tryghed i at vide, at hjælpen var tæt på, hvis der skulle ske noget. Vi så dog ikke ret meget til personalet. Jeg tror, de kunne mærke, at vi var forholdsvis trygge og ikke havde de store bekymringer.

Den første nat med min datter

Natten inden fødslen havde jeg været vågen med veer siden klokken 01.15. Da vi nærmede os klokken 21 om aftenen efter fødslen, var jeg derfor rimelig bombet.

Det var vildt at skulle sove den første nat med min datter lige ved siden af mig.

Eller sove og sove …

Det blev ikke til ret meget.

Jeg vågnede ved den mindste lyd, hun lavede. Hele tiden tjekkede jeg, om hun viste tegn på, at hun ville ammes. Hun skulle gerne lægges til brystet ofte for at hjælpe amningen og mælkeproduktionen godt i gang.

Pueha, det var en hård omgang.

Samtidig kunne jeg ligge længe og bare kigge på hende, mens hun sov. Det var så surrealistisk, at det rent faktisk var min datter, der lå lige dér og sov helt fredeligt.

Jeg kunne slet ikke forstå det.

Er jeg en god nok mor?

“Er jeg en god nok mor, når jeg ikke kan give min datter det, hun har brug for?”

Den tanke ramte mig flere og flere gange i de første dage, efter vi var kommet hjem fra hospitalet.

Amningen fyldte helt vildt meget.

Fra begyndelsen havde jeg været fast besluttet på, at jeg gerne ville amme. Jeg kunne se så mange gode ting ved det – både den tætte kontakt og den næring, hun kunne få gennem modermælken.

Jeg havde derfor også forberedt mig med et ammekursus hos Smertefri Fødsel. Det er jeg rigtig glad for, at jeg gjorde. Kurset gav mig mere viden om amning og gjorde mig opmærksom på nogle af de udfordringer, der kan opstå.

Alligevel blev virkeligheden selvfølgelig noget helt andet, da jeg pludselig sad med min egen lille baby.

Hun sov og sov

Allerede de første dage sov Clara rigtig meget.

Hun ville højst ammes omkring fem gange i døgnet, og hun faldt hurtigt i søvn ved brystet.

På tredje og fjerde dag, hvor mælken begyndte at løbe til, havde jeg fået at vide, at hun gerne skulle ammes cirka 8-12 gange i døgnet.

Men vi kom fortsat ikke op på mere end omkring fem amninger, som højst varede 20 minutter ad gangen.

Jeg blev virkelig nervøs for, om hun fik nok mælk.

Samtidig viste hun ikke tydelige tegn på sult og var næsten aldrig ked af det. Derfor forsøgte jeg at stole på, at hun nok skulle melde sig, når hun havde brug for at spise.

Men tvivlen var der hele tiden.

Av, mine brystvorter

Ud over de forholdsvis få amninger havde jeg rigtig svært ved at lægge hende ordentligt til brystet.

Hun åbnede ikke munden særlig meget og havde svært ved at få et dybt tag om brystet. Hun møvede rundt, blev mere og mere frustreret og virkede til sidst næsten opgivende.

Jeg prøvede og prøvede.

Ofte endte jeg med at lade hende tage et meget yderligt fat, så hun i det mindste fik noget mælk.

Hvis du har prøvet at amme med et barn, der ikke har ordentligt fat, ved du sandsynligvis, hvor vanvittigt ondt det kan gøre.

Til jer andre: Forestil jer et brandsår, som nogen står og sliber på.

Av for satan.

Jeg var villig til at holde smerten ud, fordi jeg så gerne ville give min datter mad. Men særligt om natten, hvor overskuddet var minimalt, kunne jeg sidde og græde.

Jeg følte ikke, at jeg var en god nok mor, når jeg ikke kunne finde ud af at hjælpe hende med at sutte rigtigt.

I dagene føltes amningen nærmest som en prøve på, om jeg kunne finde ud af at være mor. Men selvfølgelig er ens værdi som mor ikke afhængig af, om amningen fungerer let, svært eller slet ikke.

Det var bare svært at huske midt i det hele.

Sundhedsplejersken kommer på besøg

Om mandagen kommer sundhedsplejersken på besøg.

Jeg er virkelig nervøs for vejningen. Jeg frygter, at Clara ikke har taget på – eller måske endda har tabt sig yderligere, siden vi forlod hospitalet.

På hospitalet havde hun tabt omkring 200 gram i løbet af de første to dage. Det er almindeligt, at nyfødte taber sig efter fødslen, men jeg var stadig bekymret for, om hun nu fik nok at spise.

Til både min og sundhedsplejerskens overraskelse har Clara taget 180 gram på.

Hun er kun 20 gram fra sin fødselsvægt.

Jeg er fuldstændig målløs.

Her har jeg gået rundt og været bange for, at min datter ikke fik nok mad. Nu viser vægten, at hun faktisk trives og næsten allerede er tilbage på sin fødselsvægt.

Sundhedsplejersken joker med, at jeg må have noget virkelig effektiv “powermælk”.

Det er en kæmpe lettelse.

At lytte til sit barn – og tage imod hjælp

Oplevelsen lærer mig, hvor vigtigt det er at kigge på hele barnet og ikke kun på ét bestemt tal.

Retningslinjer for blandt andet ammehyppighed og vægt er vigtige, men børn er også forskellige. Hos os viste vægten, at Clara fik den næring, hun havde brug for, selvom hun ammede færre gange, end jeg havde forventet.

Havde jeg ikke været så fokuseret på, at hun absolut skulle ammes 8-12 gange i døgnet, kunne jeg måske have stolet lidt mere på, at hun havde det godt.

Samtidig kan en meget søvnig nyfødt have brug for hjælp til at vågne og spise. Derfor er det vigtigt ikke kun at stole på sin mavefornemmelse, men også at holde øje med barnets trivsel, bleer, vågenhed og vægt – og kontakte barselsgangen, sundhedsplejersken eller lægen, hvis man er i tvivl.

For mig blev vejningen den konkrete bekræftelse på, at det gik godt.

Så mit råd er ikke, at man skal ignorere anbefalingerne. Det er nærmere, at man ikke skal stå alene med bekymringen eller føle sig som en dårlig mor, fordi ens barn ikke passer perfekt ind i et bestemt skema.

En helt ny rolle

Det er en kæmpe omvæltning at blive mor.

Det er så surrealistisk pludselig at have ansvaret for et andet menneske – og så endda for resten af livet.

Man kan jo ikke lige gå ned og aflevere babyen tilbage og sige tak for prøveperioden. Haha.

Jeg glæder mig til at se, hvad det her eventyr ellers kommer til at byde på.

Indtil videre synes jeg, vi har fået en dejlig og forholdsvis nem datter, som sover, spiser og skider og næsten aldrig er utilfreds.

Kærligheden vokser

Den første uge har også budt på så mange fantastiske øjeblikke.

Jeg elsker duften af en nyfødt baby. Jeg tager ofte mig selv i bare at sidde og dufte til Clara, mens hun ligger i mine arme.

Efter den lynhurtige fødsel havde jeg lidt svært ved at forstå, at hun faktisk var min. Jeg blev ikke ramt af den store kærlighedseksplosion i samme sekund, hun blev lagt på mit bryst.

Følelserne skulle lige have tid til at følge med.

Men for hver dag vokser kærligheden mere og mere. Jeg lærer hende at kende, og hun bliver mere virkelig for mig.

Fra par til forældre

Det er vildt at blive forældre.

Det er en helt ny rolle, som Søren og jeg både skal finde hver for sig og sammen. Pludselig handler dagene ikke længere kun om vores egne behov eller planer.

Søvnen bliver afbrudt konstant.

Det oplevede jeg selvfølgelig også i slutningen af graviditeten på grund af smerterne ved mine ribben. Dengang kunne jeg trods alt lægge mig til at sove igen.

Nu skal der ammes, skiftes ble og hjælpes tilbage til ro. Og selv når Clara sover, vågner jeg ved hver eneste lille lyd, den lille mus laver.

Det er udmattende, overvældende og helt fantastisk på én gang.

Jeg tvivler stadig. Jeg lærer stadig. Og jeg er helt sikkert ikke færdig med at begå fejl.

Men måske handler det at være en god mor ikke om at vide og kunne alting fra begyndelsen.

Måske handler det om at være nysgerrig, søge hjælp, når man har brug for den, og blive ved med at lære sit barn at kende.

Og lige nu øver jeg mig bare på at være Claras mor – én dag og én nat ad gangen ❤️