Min fødselsberetning om en førstegangsfødsel, der pludselig gik så stærkt, at vi næsten ikke nåede frem til hospitalet.
Før jeg blev gravid, kunne jeg godt være bange for at skulle føde. Mest af alt frygtede jeg de smerter, man hører så meget om – de smerter, der bliver beskrevet som næsten uudholdelige.
Da jeg først var blevet gravid, gik det dog op for mig, at der ikke var nogen vej udenom. Det ville ikke hjælpe mig at være bange for fødslen, for uanset hvad skulle jeg igennem den.
Derfor begyndte jeg faktisk at glæde mig.
Jeg glædede mig til hele oplevelsen og til at mærke, hvad min krop kunne klare. Ikke mindst var jeg spændt på, hvordan jeg ville håndtere fødslen mentalt.
Min personlige fødselsberetning
Jeg vil gerne dele hele oplevelsen med jer.
Dels fordi det har været rigtig rart for mig at få den skrevet ned, men også fordi fødsler kan være så forskellige. Jeg synes selv, det er spændende at læse andre kvinders fødselsberetninger og opleve, hvor forskelligt en fødsel kan udvikle sig.
Allerede mens veerne begyndte, skrev jeg noter på min telefon. Jeg ville være sikker på, at jeg kunne huske alle de indtryk, der ramte mig.
Om eftermiddagen efter fødslen fik jeg også skrevet nogle tanker ned. Nu, halvanden måned senere, har jeg endelig fået samlet det hele.
Og ja – min fødsel gik hurtigt.
Vi taler så hurtigt, at jeg sandsynligvis havde født på gaden, hvis vi var gået hjemmefra bare 20 minutter senere.
Er jeg mon gået i fødsel?
På min terminsdag den 3. juli klokken 01.17 vågner jeg for at gå på toilettet.
Da jeg lægger mig tilbage i sengen, bliver hun meget aktiv. Samtidig begynder jeg at mærke menstruationslignende smerter i underlivet.
Jeg er i tvivl om, hvorvidt det er begyndende veer, så jeg starter min ve-timer for at få en fornemmelse af smerterne og se, om der er et mønster.
Som førstegangsfødende har jeg ingen anelse om, hvordan det føles at gå i fødsel. Jeg ved kun, at oplevelsen kan være meget forskellig fra kvinde til kvinde.
I dagene op til har der ikke været nogen tydelige tegn. Ingen regelmæssige plukkeveer eller andre signaler om, at fødslen er lige oppe over.
Der ligger jeg og smågisper
Efter halvanden times tid tager smerterne til. Der er heller ikke særlig lange pauser mellem dem.
Allerede fra begyndelsen varer veerne omkring ét til halvandet minut, og der er maksimalt fem minutter imellem dem.
Den vejrtrækning, jeg har øvet gennem min fødselsforberedelse, føles med det samme rigtig og naturlig. Der ligger jeg og smågisper mig gennem veerne, mens Søren stadig sover ved siden af mig.
Vejrtrækningen giver mig noget konkret at fokusere på, og det hjælper mig med at være i smerterne uden at spænde alt for meget imod.
Skal jeg spise min Ben & Jerry’s nu?
For nogle måneder siden købte jeg en Ben & Jerry’s is, som jeg havde gemt til fødslen. Min plan var, at den skulle give mig lidt ekstra energi, når veerne begyndte.
Nu ligger jeg der klokken tre om natten, mens tankerne kører rundt:
Er det nu, jeg skal spise den?
Er fødslen virkelig gået i gang, eller er det bare en fase?
Skal jeg vække Søren?
Skal jeg ringe til min søster?
Det er virkelig svært at vide, hvornår man skal begynde at gøre noget. Man hører så ofte, at en førstegangsfødsel kan tage meget lang tid, og jeg vil ikke sætte hele apparatet i gang for tidligt.
Men veerne kommer med korte mellemrum, så noget tyder alligevel på, at vores lille pige har tænkt sig at komme på sin terminsdato.
“Skat, jeg tror, jeg skal føde i dag”
Omkring klokken 03.30 vågner Søren for at gå på toilettet.
Da han kommer tilbage, siger jeg helt stille:
“Skat, jeg tror, jeg skal føde i dag.”
Han tager det meget roligt og begynder at nusse mig, hver gang der kommer en ve. Ingen af os får sovet mere den nat.
Fra terminsworkout til fødselsworkout
Jeg har faktisk planlagt en terminsworkout med nogle andre fra Norce, som er det CrossFit-center, jeg træner i.
Mens jeg ligger og venter mellem veerne, kan jeg passende fortælle dem, at det nok snarere bliver til en fødselsworkout på Hvidovre Hospital.
Kort efter får jeg en besked fra min søster, Trine, som vil vide, hvor hendes opdatering bliver af. Jeg ringer til hende klokken 04.48.
Jeg har forsøgt ikke at vække hende for tidligt, men nu tager hun afsted mod Hvidovre med det samme. Det tager alligevel omkring en time fra Hellerup.
Av for satan
Veerne tager mere og mere til.
“Av for satan,” når jeg at tænke mange gange.
Og:
“Hvis det her skal blive værre, ved jeg ikke, hvordan jeg skal klare det.”
Når veen er ovre, er smerten dog næsten glemt igen. Der er et kort øjebliks ro, inden den næste begynder.
Gennem hver ve forestiller jeg mig Valby Bakke og gentager:
“Jeg ved, jeg kan. Jeg ved, jeg kan.”
Jeg skal bare op over toppen. Derefter ved jeg, at veen langsomt vil aftage igen.
Min måde at håndtere smerterne på
Gennem min træning er jeg vant til at presse mig selv og være i noget, der føles hårdt.
Jeg ved, at selv meget stor fysisk anstrengelse har en afslutning. Den erfaring forsøger jeg at tage med ind i fødslen.
Selvom veerne gør virkelig ondt, holder jeg fast i, at de kommer i bølger. Hver enkelt ve varer kun en begrænset periode, og bagefter får jeg en lille pause.
Det giver mig en følelse af kontrol – i hvert fald indtil presseveerne begynder.
Vi ringer til fødemodtagelsen
Vi ringer til fødemodtagelsen første gang klokken 05.30.
Veerne kommer med to til fem minutters mellemrum og varer mellem ét og to minutter. Jordemoderen synes, at vi skal vente nogle timer endnu, indtil de bliver mere regelmæssige.
Man hører jo ofte, at opstartsfasen kan vare i mange timer. Selvom jeg synes, at veerne både er intense og kommer ofte, tænker jeg derfor, at det nok ikke er tid til at tage afsted endnu.
Klokken 07.24 ringer vi igen, fordi veerne er blevet mere regelmæssige og har taget til i styrke.
Jordemoderen siger, at hvis jeg stadig føler mig tryg derhjemme, kan vi godt vente lidt længere.
Jeg har det egentlig bedst med at kunne gå rundt hjemme med en varmepude på lænden. Samtidig vil jeg helst undgå at komme for tidligt og risikere at blive sendt hjem igen.
Typisk Søren
Søren nyder vist lidt, at Trine er kommet og kan give mig omsorg, holde min varmepude og holde styr på veerne.
For så kan han da lige få gjort rent og ordnet lidt i lejligheden.
Haha, det er simpelthen så typisk ham.
Men det giver faktisk en god og lidt underholdende stemning midt i det smertehelvede, min krop er i gang med at udsætte mig for.
Trine når endda at flette mit hår mellem veerne.
Jeg går til hospitalet midt i veerne
Trine får overtalt mig til, at det måske er meget godt at begynde at gå mod hospitalet. Det kan jo tage lidt tid.
Søren ringer ind og fortæller, at vi er på vej.
Jeg har hele tiden tænkt, at jeg sagtens kan gå til hospitalet, når fødslen går i gang. Der er trods alt kun omkring 900 meter.
Og ja – jeg går fanme hele vejen.
Når der kommer en ve, stopper vi op. Jeg læner mig frem og fokuserer på min vejrtrækning. Så snart veen er slut, fortsætter vi så hurtigt som muligt i de cirka to minutters pause, jeg har.
Jeg har endda overskud til et billede foran hospitalet.
“Øh, jeg er vist i fødsel”
Da vi kommer ind på fødemodtagelsen, går vi op til skranken.
Receptionisten kigger på mig, og jeg kigger tilbage.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg forventes at sige, så det bliver noget i stil med:
“Øh, jeg er i fødsel. Skal jeg tjekkes ind eller sådan noget? Vi har ringet.”
Midt i det hele tager jeg lige endnu en ve, mens jeg forsøger at oplyse mit CPR-nummer.
Vi bliver tjekket ind og ført ned på en stue. Her skal en jordemoder undersøge mig og vurdere, hvor langt jeg er i fødslen.
En fuldstændig vanvittig lynfødsel
Vi ankommer til fødemodtagelsen klokken 08.56.
Clara bliver født klokken 09.37.
Der går altså kun 41 minutter, fra vi ankommer til hospitalet, til hun ligger hos mig.
Veerne tager til, da vi kommer ind, men der går lidt tid, før jeg bliver undersøgt. Jeg begynder at mærke en svag pressetrang, næsten som om jeg skal på toilettet.
Jeg tænker, at jordemoderen snart kommer, så jeg venter.
Og så ændrer alt sig.
Presseveerne vælter ind over mig
Pludselig – helt uden varsel – slår kroppen over i en voldsom pressetrang.
Det er sindssygt ubehageligt.
Presseveerne vælter ind over mig, og jeg begynder at skrige af smerte og chok. Jeg har ingen kontrol over min krop.
Vandet går, og samtidig tømmer min krop tarmen.
Yes. Min største frygt inden fødslen – at jeg skulle komme til at skide – går lige i opfyldelse.
Der er fostervand og afføring over det hele. Måske er det meget heldigt, at jeg stadig har bukser på, så det hele i det mindste er nogenlunde samlet.
Men når først man står midt i situationen, bliver det hurtigt fuldstændig ligegyldigt. Personalet reagerer helt roligt og får hurtigt fjernet det hele.
Trines kommentar til Søren
Trine er løbet ud på gangen for at hente hjælp, da jeg begynder at skrige.
Da hun kommer tilbage, siger hun til Søren:
“Ej, helt ærligt. Du kan da godt lade være med at stå og skide her, når din kone er i fødsel.”
Søren må så lige forklare hende, at det faktisk er mig, der har skidt i bukserne.
Haha. Selv midt i panikken er der åbenbart plads til sådan et øjeblik.
Jeg ved ikke, om jeg må presse
Jeg er endnu ikke blevet undersøgt.
Jeg aner derfor ikke, om jeg er helt åben, og om jeg må presse. Samtidig føles det nærmest umuligt at modarbejde kroppen.
Jeg forsøger at holde igen, fordi jeg ikke ved, om det er sikkert at presse. Jeg er ikke engang kommet ind på en fødestue endnu, og ingen når rigtigt at fortælle mig, hvad der foregår.
Pludselig er der mennesker overalt.
De løber med briksen ned mod fødestuen, mens jeg får flere presseveer undervejs. Pressetrangen er enorm, og det er næsten umuligt at kontrollere dem.
På fødestuen skal jeg flyttes over på endnu en briks midt i veer, der føles, som om de aldrig holder pause.
“Du har jo prøvet det før”
En jordemoder kommer ind på stuen og siger:
“Træk vejret. Ro på. Du har jo prøvet det før og ved, hvad der skal ske.”
Jeg får hurtigt fremstammet, at det altså er første gang.
Hun er blevet kastet direkte ind på stuen og har ikke nået at læse min journal. Fordi fødslen går så hurtigt, og jeg tilsyneladende ser ud, som om jeg ved, hvad jeg laver, tror hun, at jeg har født før.
I virkeligheden er jeg ved at gå i panik, fordi det hele går så stærkt, at jeg slet ikke kan følge med.
Endelig må jeg presse
Endelig får jeg lov til at presse med.
Det er en kæmpe lettelse ikke længere at skulle kæmpe imod det, min krop forsøger at gøre.
Samtidig føles det, som om alt er ved at sprække og blive revet midt over. Der er næsten ingen pauser mellem veerne, og jeg forsøger både at kontrollere vejrtrækningen og bruge kræfterne på at presse.
Jeg skal være helt ærlig: Det gør fucking ondt.
Men jeg ved også, at det snart er overstået. Det er den tanke, jeg bliver ved med at holde fast i.
“Her er hendes hoved”
Pludselig tager jordemoderen min hånd.
Hun siger, at jeg kan mærke Claras hoved, og fører min hånd ned mellem mine ben.
Der er min datters hoved.
Okay. Det er både fuldstændig vildt og en lille smule grænseoverskridende.
Smerten, da hovedet bliver født, er ubeskrivelig. Jeg er bange for, at alt går i stykker, fordi det sker så hurtigt.
Først kommer hovedet. Ved den næste ve bliver resten af kroppen født, og pludselig ligger hun hos mig.
Der går kun omkring 12 minutter, fra presseveerne begynder nede i undersøgelseslokalet, til Clara er født.
Jeg kan næsten ikke forstå, hvad der lige er sket.
Alt det, jeg ikke nåede
Jeg har haft så mange tanker om, hvordan jeg gerne vil opleve fødslen.
Jeg har forestillet mig forskellige fødestillinger, musik fra min fødselsplayliste og måske et badekar som smertelindring.
Jeg når absolut ingenting.
Clara er ude, næsten før vi er kommet ordentligt ind på fødestuen.
Jordemoderen er meget imponeret over, hvor hurtigt det er gået – især fordi jeg er førstegangsfødende.
Jeg får ingen bristninger, Clara har det godt, og fødslen forløber uden alvorlige komplikationer.
Moderkagen skal også fødes
Det er en kæmpe lettelse at have født Clara.
Men bagefter skal moderkagen selvfølgelig også ud.
Det gør slet ikke ondt på samme måde som at føde et barn. Men fordi jeg allerede er øm, og moderkagen trods alt fylder noget, kan jeg bestemt godt mærke det.
Efterfølgende føles det til gengæld, som om kroppen endelig er blevet “tømt” på den rigtige måde.
Navlestrengen bliver ikke klippet med det samme. Clara er derfor stadig forbundet med moderkagen, og det føles meget mærkeligt at have noget hængende ud af kroppen, som bevæger sig, når nogen flytter på hende.
Vi får lov til at ligge lidt sammen, og hun prøver at sutte ved mit bryst.
Senere kommer jordemoderen tilbage for at veje og måle hende, og derefter bliver vi kørt op på barselsafsnittet.
Syv timer efter fødslen
Syv timer efter fødslen skriver jeg:
“Jeg troede faktisk, at jeg ville være meget mere emotionel og rørt. Men jeg er slet ikke landet endnu, og jeg føler ikke, at jeg har fået oplevelsen med.
Det hele er stadig uvirkeligt. Jeg havde forestillet mig, at jeg med det samme ville blive overvældet af en enorm kærlighed til min lille pige. Det gør ondt i mit hjerte at sige, at den følelse slet ikke er kommet endnu.
Jeg håber og tror på, at jeg bare skal have tid til at lande i det hele.”
Det er svært at skrive så ærligt. Men det er sådan, jeg har det.
Fødslen er gået så stærkt, at mit hoved slet ikke har nået at forstå, hvad min krop lige har været igennem.
Hvornår kommer de store følelser?
Nu er det næsten halvanden måned siden, jeg fødte, og jeg kan stadig få tårer i øjnene, når jeg tænker på oplevelsen.
Mest af alt fordi det gik så hurtigt.
Rent fysisk er jeg taknemmelig for, at fødslen ikke varede meget længere. Mentalt var det dog enormt overvældende, at jeg ikke kunne følge med i det, der skete.
Måske er det også derfor, jeg stadig ikke helt har forstået, at jeg faktisk er blevet mor.
Det hele føles fortsat lidt uvirkeligt. Nogle gange føles det nærmest ikke, som om jeg har født. Min mave er bare væk, og pludselig ligger Clara her.
Jeg tror, at jeg havde en forestilling om, at tilknytningen og den store kærlighed ville ramme som et lyn i det sekund, hun blev lagt på mit bryst.
For mig kommer følelserne mere gradvist. Det gør dem ikke mindre ægte.
Jeg er imponeret over min krop
Jeg er sindssygt imponeret over, hvad kroppen er i stand til.
Gennem hele graviditeten har jeg haft fokus på at holde kroppen sund og stærk. Jeg har håbet, at det ville give mig gode forudsætninger under både graviditeten, fødslen og tiden bagefter.
Jeg oplever, at min styrke og kropsbevidsthed har hjulpet mig med at håndtere veerne og bevare fokus. Men jeg ved også godt, at man ikke kan træne sig til en bestemt type fødsel.
Fødsler kan udvikle sig meget forskelligt, uanset hvor aktiv eller velforberedt man er.
Min fødsel bliver heldigvis fysisk ukompliceret. Jeg får ingen bristninger, og allerede dagen efter kan jeg gå en kort tur uden smerter.
Efter et par hundrede meter føles det dog, som om mit underliv hænger nede ved knæene. Så helt upåvirket er kroppen selvfølgelig ikke.
Min meget hurtige tilbagevenden til træning
Fire dage efter fødslen begynder jeg forsigtigt med små øvelser for bækkenbunden og min core.
På femtedagen laver jeg en let træning af overkroppen i TRX. Jeg mærker ingen smerter eller tiltagende blødning.
Jeg oplever også, at afstanden mellem mine mavemuskler hurtigt bliver mindre. Det er dog min egen observation og ikke en faglig vurdering af, at kroppen allerede er fuldt restitueret.
Efter to uger er min blødning stoppet, og ti dage efter fødslen deltager jeg i min første skalerede CrossFit-træning. Jeg bruger begrænsede vægte og tænker meget over valget af øvelser.
Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg kunne vende så hurtigt tilbage.
En vigtig note: Det her er alene min personlige oplevelse – ikke en anbefaling om at begynde til CrossFit ti dage efter en fødsel. Restitutionen er meget individuel, og fravær af smerter betyder ikke nødvendigvis, at bækkenbund, bindevæv og mavemuskler er færdige med at hele. Træningen bør genoptages gradvist og tilpasses fødslen, symptomerne og den enkelte krop.
Jeg vil skrive et separat indlæg om træning efter fødslen, hvor jeg går meget mere i dybden med mine overvejelser.
Spændt på en eventuel næste fødsel
Nu er jeg selvfølgelig spændt på, hvordan en eventuel næste fødsel kommer til at forløbe.
Én ting er helt sikkert: Næste gang venter jeg ikke lige så længe med at tage på hospitalet.
Jordemoderen mener, at jeg vil være en oplagt kandidat til en hjemmefødsel, men det er simpelthen ikke noget for mig.
Forventninger til en fødsel
En vigtig ting, jeg tager med fra min fødsel, er, at man skal passe på med at opbygge alt for faste forventninger.
Jeg havde lavet en fødselsliste med forskellige ønsker, men samtidig forsøgt at acceptere, at fødslen måske ikke ville udvikle sig, som jeg forestillede mig.
Jeg havde også læst og hørt mange forskellige fødselsberetninger. Det gav mig en forståelse for, hvor uforudsigelig en fødsel kan være.
Alligevel påvirkede de typiske fortællinger om lange førstegangsfødsler mig mere, end jeg var klar over.
Fordi jeg så ofte havde hørt, at veerne kunne vare i mange timer, tænkte jeg hele tiden, at der måtte være lang tid tilbage.
Det var tæt på at betyde, at jeg fødte min datter på vej til hospitalet.
Kan en fødsel vurderes over telefonen?
Jeg ved godt, at det må være enormt svært for en jordemoder at vurdere en fødsel gennem en telefonsamtale.
Alligevel sidder jeg tilbage med en oplevelse af, at man skal passe på med at lægge for meget vægt på, hvordan den fødende lyder.
Jeg har hørt flere kvinder fortælle, at de blev vurderet til ikke at være særlig langt, fordi de stadig kunne tale forholdsvis roligt under veerne.
Jeg er god til at håndtere smerter og bevare en rolig stemme. Jordemoderen kunne derfor ikke høre, hvor langt jeg faktisk var i fødslen.
Havde jeg ventet længere, sådan som vi først blev rådet til, var Clara sandsynligvis blevet født derhjemme eller på vejen.
Det betyder ikke nødvendigvis, at nogen gjorde noget forkert. Det viser bare, hvor svært det kan være at vurdere en fødsel på afstand – og hvor forskelligt kvinder reagerer og udtrykker smerte.
En voldsom, fantastisk og uvirkelig oplevelse
Pueha. Det blev en lang fødselsberetning.
Men det er svært at beskrive så stor og følelsesladet en oplevelse med få ord.
På mange måder har fødslen været fantastisk. Samtidig gik det så stærkt, at jeg stadig forsøger at forstå, hvad der egentlig skete.
Jeg er enormt taknemmelig for, at Clara kom sikkert til verden, og at vi begge har det godt.
Men jeg vil også gerne være ærlig om, at det ikke kun har været én stor, lyserød kærlighedseksplosion. Det har taget tid at lande i fødslen, i kroppen og i rollen som mor.
Måske er det netop derfor, det føles så vigtigt at dele hele historien – både det smukke, det voldsomme, det sjove og det sårbare.
Tak fordi du læser med ❤️
