Min CrossFit-konkurrence under graviditeten ligger efterhånden nogle måneder tilbage. Men når jeg læser mine tanker fra weekenden igen, siger de utrolig meget om mine forventninger til mig selv – og om hvor svært jeg har ved at acceptere, når min krop ikke præsterer, som den plejer.
En følelsesladet konkurrenceweekend
Puha, sikke en rutsjebanetur!
I december deltager jeg i en CrossFit-konkurrence, mens jeg er i 11. graviditetsuge. Det bliver noget af en prøvelse – mest af alt på det mentale plan.
Jeg tilmelder mig konkurrencen sammen med min søster allerede i september, inden jeg overhovedet er gravid. Da jeg finder ud af, at jeg er gravid i begyndelsen af november, har jeg ikke lyst til at aflyse.
Jeg er jo først lige begyndt at konkurrere i CrossFit, og min umiddelbare tanke er:
Den klarer jeg da sagtens.
Graviditet betyder ikke nødvendigvis, at al træning skal sættes på pause. Men det betyder heller ikke, at kroppen kan eller bør præstere på præcis samme niveau som før.
En lille faglig note: Raske kvinder med en ukompliceret graviditet kan som regel fortsætte med aktiviteter, de allerede er vant til. Kvinder, der trænede med høj intensitet før graviditeten, kan også ofte fortsætte, hvis de forbliver raske. Træningen bør dog tilpasses kroppens signaler, og meget intensiv træning kan med fordel drøftes med læge eller jordemoder.
Du kan læse mere i mit indlæg om træning under graviditet.
Kvalme og manglende overskud
Ikke langt inde i graviditeten rammer kvalmen og den overvældende træthed.
Det betyder, at min træning bliver skåret væsentligt ned. Intensiteten bliver lavere, og antallet af ugentlige træninger falder.
Jeg har svært ved at genkende mig selv og min krop.
Normalt er træning mit frirum. Det er noget, der giver mig energi, glæde og følelsen af at være stærk. Pludselig kræver det enormt meget bare at komme afsted.
Kvalmen og det manglende overskud overskygger nærmest alt andet.
Jeg forsøger at fjerne forventningerne
Inden konkurrencen prøver jeg at affinde mig med, at jeg ikke kan forvente et bestemt resultat.
Min søster og jeg må tage det som en oplevelse og nyde, at vi kan være med sammen – uanset placeringen.
Der er heller ikke så meget, jeg kan nå at ændre træningsmæssigt i måneden op til. Jeg forsøger bare at holde mig i gang på det niveau, kroppen tillader.
Alligevel sniger frustrationen sig ind.
Det er svært ikke at kunne holde fast i den træning, jeg elsker. Og det er endnu sværere at acceptere, at min krop pludselig sætter grænser, jeg ikke selv har valgt.
En graviditet, jeg endnu ikke kan fortælle om
Da konkurrencen nærmer sig, er noget af det mest frustrerende faktisk, at jeg ikke kan dele årsagen til min manglende træning med jer.
Jeg føler mig låst.
Jeg føler mig ikke 100 procent ærlig, selvom ærlighed er noget af det, jeg går allermest op i.
Jeg har virkelig lyst til bare at fortælle, at jeg er gravid, og dele hele oplevelsen. Jeg synes jo netop, det er vigtigt også at vise de perioder, hvor motivationen og energien til at være aktiv ikke er der.
Men det kan jeg ikke endnu.
Det betyder, at jeg føler, at jeg skjuler en vigtig del af mig selv – og at andre ser min præstation uden at kende forklaringen bag den.
Hvor i alverden blev min form af?
Det kan stort set ikke ses, at jeg er gravid endnu. Maven er ikke i vejen, og rent fysisk er jeg ikke begrænset af dens størrelse.
Men hold da op, hvor føler jeg mig i dårlig form.
Graviditeten medfører en række forandringer i kredsløbet, og pulsen stiger gennem graviditeten. Derfor kan træning og aktiviteter, som tidligere føltes overkommelige, pludselig opleves langt hårdere.
Jeg kan mærke, at min krop ikke er sig selv.
Jeg kan heller ikke give mig selv 110 procent, som ellers er den mentalitet, jeg normalt tager med ind i en konkurrence.
Selvom jeg godt ved, at der er en rigtig god grund, er det svært for mit konkurrencehoved at acceptere.
“Hey, jeg er faktisk gravid!”
Det værste er næsten følelsen af, at alle omkring mig tænker, at jeg er i meget dårligere form end min søster.
Jeg har så meget lyst til at sætte en seddel på ryggen, hvor der står:
“Hey, jeg er faktisk gravid!”
I en af konkurrencens workouts skal vi først lave sprints og burpees. Det sender hurtigt min puls helt i vejret – og det behøver jeg bestemt ikke to gange ti gentagelser for, haha.
Derefter skal vi lave tunge cleans med en sandsæk.
Burpeesene har udtrættet min krop langt mere, end jeg forventer. Jeg kan simpelthen ikke få sandsækken på 40 kilo op, selvom vægten normalt ikke ville være et problem.
Så hører jeg en fra publikum sige til sin veninde:
“Seriøst, det er bare hende den anden, der laver alt på det hold.”
Den kommentar rammer mig sindssygt hårdt.
Jeg føler mig endnu mere uduelig.
Personen ved selvfølgelig ikke, hvad der foregår i min krop. Hun ved ikke, at jeg er gravid, har kæmpet med kvalme og næsten ikke har kunnet træne.
Men lige dér kan jeg ikke tænke så rationelt. Jeg hører kun en bekræftelse på det, jeg allerede er bange for:
At jeg ikke er god nok.
Endelig kommer min hjemmebane
Den sidste workout inden finalen kan blive afgørende. Vi ligger lige på grænsen til at gå videre.
Og så kommer min absolutte yndlingsøvelse:
En kombination af en pull-up efterfulgt af en toes-to-bar.
Det er totalt mit game. Gymnastikken er normalt noget af det, jeg er allerstærkest i.
Endelig er jeg på hjemmebane. Endelig kan jeg trække det største læs i vores teamwork og vise, at jeg også bidrager til Team Thy.
Det begynder faktisk ganske fornuftigt. Vi har fordelt arbejdet godt og planlagt, at jeg skal tage størstedelen af gentagelserne i baren.
Men efter den første runde går min mave fuldstændig i baglås.
En bevægelse, der normalt føles nem, bliver pludselig næsten umulig.
Mod slutningen kæmper vi os igennem som det sidste hold. Netop i den workout, hvor jeg har håbet på at kunne shine, føler jeg, at jeg fejler totalt.
Hold kæft, en følelse af fiasko
Det skulle have været en virkelig fed dag og en sjov oplevelse sammen med min søster.
Jeg elsker, at vi deler interessen for CrossFit, og jeg har glædet mig til at konkurrere sammen med hende.
Men dagen ender i stedet med at blive enormt følelsesladet.
Måske spiller graviditetshormoner, træthed og kvalme også ind. Måske har jeg bare haft forventninger til mig selv, som min krop ikke har en chance for at leve op til.
Uanset årsagen er følelsen af fiasko og uduelighed altoverskyggende.
Når jeg læser tankerne igen
Nu er jeg meget længere henne i graviditeten, og min krop og jeg er efterhånden blevet langt bedre venner igen.
Kvalmen og det manglende overskud er stort set væk, og jeg er kommet meget mere tilbage til min træning.
Det er både sjovt og interessant at læse mine tanker og frustrationer fra konkurrencen i december.
Lige nu kan jeg ikke lade være med at tænke:
“Seriøst Anja, du var gravid. Hvad fanden havde du forventet?”
Man behøver ikke kende mig særlig godt for at vide, at jeg ikke er god til at gøre noget halvt.
Hvis jeg deltager i noget, vil jeg også gerne gøre det ordentligt. Jeg vil give mig fuldt ud, præstere og føle, at jeg bidrager.
Den første halvanden måned af graviditeten har taget meget af den kontrol, jeg normalt føler over min egen krop. Jeg tror derfor, at konkurrencen bliver et håb om at genvinde den.
CrossFit er jo noget, jeg kan finde ud af.
Her kan jeg være stærk. Her kan jeg føle mig som mig selv igen.
Og da kroppen heller ikke vil samarbejde dér, rammer det ekstra hårdt.
Min krop svigtede mig ikke
Når jeg ser tilbage nu, kan jeg godt se, at min krop ikke svigtede mig.
Den var i gang med noget helt andet.
Det var mine forventninger, der ikke fulgte med den nye situation. Jeg forventede, at jeg fortsat kunne måle min præstation efter de samme standarder som før graviditeten.
Men min krop havde andre arbejdsbetingelser.
Det var ikke en permanent tilstand. Det var en periode, hvor kvalme, træthed og store kropslige forandringer fyldte enormt meget.
Graviditeten lærer mig, at der findes ting i livet, jeg ikke kan kontrollere. Måske er det bedre at acceptere det end at bruge alle mine kræfter på at kontrollere noget, der grundlæggende er ukontrollerbart.
Stolt af det fundament, jeg har skabt
Lige nu er jeg bare lykkelig over, at jeg fortsat kan træne omkring fire gange om ugen og være med til det meste.
Jeg er stolt af den stærke krop, jeg har bygget op gennem de seneste år. Den giver mig et godt fysisk fundament og en stor glæde ved bevægelse.
Det betyder selvfølgelig ikke, at en stærk og veltrænet krop er en garanti for en nem graviditet. Graviditeter udvikler sig forskelligt, uanset hvor god form man er i på forhånd.
Men jeg er taknemmelig for det udgangspunkt, min træning har givet mig – og for at jeg efter en svær begyndelse igen kan finde glæden ved at bruge min krop.
Kunsten at sige “pyt”
Kommentaren fra konkurrencen viser også, hvor svært det kan være ikke at blive påvirket af, hvad andre mennesker tænker og siger.
Jeg ville ønske, at jeg bare havde kunnet sige:
Pyt.
Hvis jeg havde været fuldstændig ligeglad med hendes vurdering af mig, var dagen måske ikke blevet så sårende.
Men det er altid lettere at se bagefter.
Hun så få minutter af min præstation. Hun kendte ikke min historie, min graviditet eller de uger med kvalme og manglende træning, der lå forud.
Alligevel lod jeg hendes ene kommentar få enorm betydning for min oplevelse af hele dagen.
En oplevelse er ikke en fiasko, hvis den lærer os noget
De seneste år har lært mig, at de hårde perioder og oplevelser i vores liv også kan være med til at udvikle os.
What doesn’t kill you makes you stronger.
Der er ingen grund til at betragte oplevelsen som en fiasko, hvis jeg kan tage noget brugbart med videre.
Konkurrencen har lært mig, at jeg skal blive bedre til at acceptere de situationer, jeg ikke kan kontrollere. Den har også mindet mig om, at andre menneskers hurtige vurderinger ikke behøver at få lov til at definere min egen oplevelse.
Mest af alt har den lært mig, at en præstation ikke afgør, hvad jeg er værd.
Jeg var ikke uduelig.
Jeg var gravid, kvalmeramt og udmattet – og jeg stillede stadig op sammen med min søster og gennemførte en CrossFit-konkurrence.
Det kan jeg faktisk godt tillade mig at være lidt stolt af.
