Jeg har nu fået svar på den private urintest, som skulle fortælle noget om min hormonbalance og mine kortisolniveauer. Resultaterne giver mig en mulig forklaring – men påvirker mig også langt mere mentalt, end jeg havde forventet.
Dette er anden del af min personlige fortælling om udebleven menstruation, hormoner, fertilitet og vores ønske om at blive forældre.
Læs del 1: Udebleven menstruation efter p-piller – min vej mod graviditet
Tak for alle jeres beskeder
Først vil jeg gerne sige tak for alle de dejlige og søde reaktioner, jeg har fået på mit tidligere indlæg.
Rigtig mange kvinder har skrevet til mig, fordi de enten selv står eller tidligere har stået i en lignende situation. Flere fortæller, at de synes, det er rart, at jeg åbner op og er ærlig omkring det.
Det er jeg virkelig glad for, for det bekræfter mig i, at det er det rigtige at gøre. Samtidig har jeg fået en masse gode råd og personlige erfaringer, som jeg er begyndt at kigge nærmere på.
Lige nu skal jeg dog mest af alt fordøje resultaterne og hele den følelsesmæssige reaktion, de har sat i gang.
En privat urintest af mine hormoner
Jeg har taget en privat urintest gennem min behandler Emil. Prøverne er efterfølgende blevet analyseret hos Nordic Laboratories.
Testen foregår over 24 timer med fire forskellige urinprøver fordelt over dagen. Der er meget specifikke anvisninger for, hvordan og hvornår prøverne skal tages.
En sådan test er ikke helt billig. Den koster 2.000 kroner.
Jeg synes dog, at det vil være rart og relevant at få et billede af mine niveauer. Jeg kan ikke se nogen grund til at ændre en masse i min hverdag, hvis det ikke er nødvendigt. Jeg hader at famle i blinde og håber, at testen kan give mig noget mere konkret at arbejde ud fra.
Svar på testen af min hormonbalance
Ifølge testresultaterne ligger mine målte niveauer af østrogen-, progesteron- og testosteronmetabolitter under laboratoriets referenceområder.
Jeg får følgende resultater:
- Østrogen står angivet til 16, mens laboratoriets referenceområde er 35–70.
- Progesteron står angivet til 1,5, mens referenceområdet er 6–20.
- Testosteron står angivet til 0,7, mens referenceområdet er 2,3–14.
- Frit kortisol ligger på 251 med et angivet referenceområde på 80–230.
- Metaboliseret kortisol ligger på 2.540 med et angivet referenceområde på 2.750–6.500.
Da jeg får gennemgået resultaterne, bliver de præsenteret som et billede på, at mine kønshormoner generelt ligger lavt, mens mit frie kortisol ligger en anelse over laboratoriets referenceområde.
På dette tidspunkt får jeg forklaret, at de lave niveauer potentielt kan hænge sammen med, at jeg har fået tilført hormoner gennem p-piller i 12 år, og at kroppen nu har svært ved selv at regulere produktionen igen.
Den forklaring giver umiddelbart mening for mig. Når kroppen ikke selv behøver at producere de samme hormoner, mens den får tilført syntetiske hormoner gennem p-piller, forestiller jeg mig, at den på en måde er blevet “doven”.
Faglig præcisering om p-piller og hormonproduktion
P-piller hæmmer ægløsningen, mens man tager dem, og påvirker dermed kroppens naturlige cyklus. Det betyder dog ikke, at kroppen bliver permanent doven eller mister evnen til at producere hormoner.
For de fleste vender fertiliteten relativt hurtigt tilbage efter et p-pillestop. P-piller medfører som udgangspunkt ikke en vedvarende ændring af menstruationscyklussen. Når menstruationen udebliver længe efter et p-pillestop, bør man derfor undersøge, om der kan være andre medvirkende årsager.
Hvad kan en privat hormontest egentlig fortælle?
Resultaterne føles meget konkrete, fordi jeg får en række præcise tal og referenceområder. Det er fristende at betragte dem som en endelig forklaring på, hvorfor min menstruation er udeblevet.
Men en privat urinprøve er ikke det samme som en lægelig udredning.
De målte stoffer, målemetoderne og laboratoriets referenceområder kan ikke nødvendigvis sammenlignes direkte med almindelige blodprøver. Et resultat fra en privat urintest kan derfor ikke alene afgøre, om man eksempelvis har lavt stofskifte, nedsat hormonproduktion eller værdier svarende til overgangsalderen.
Ved længerevarende udebleven menstruation vil en lægelig vurdering typisk tage udgangspunkt i blandt andet sygehistorie, graviditetstest og relevante blodprøver. Afhængigt af situationen kan lægen eksempelvis undersøge FSH, LH, østradiol, prolaktin og stofskiftehormoner.
Testen bliver derfor en del af min historie og den forståelse, jeg har på dette tidspunkt – men den kan ikke i sig selv give en sikker medicinsk diagnose.
Kortisol – kroppens stresshormon
Kortisol er et naturligt og livsnødvendigt hormon, som blandt andet hjælper kroppen med at regulere stofskifte, blodsukker, blodtryk og reaktionen på belastning.
Det bliver ofte omtalt som kroppens stresshormon, men kortisol er ikke i sig selv dårligt. Niveauet varierer naturligt gennem døgnet og kan påvirkes af blandt andet søvn, sygdom, psykisk belastning, fysisk aktivitet og tidspunktet for målingen.
Mit frie kortisol ligger ifølge den private test en smule over laboratoriets referenceområde, mens den målte mængde af kortisolmetabolitter ligger lidt under.
På dette tidspunkt bliver det fortolket som et tegn på, at min krop producerer meget kortisol, men ikke omsætter det særlig effektivt. Jeg får samtidig forklaret, at det muligvis kan hænge sammen med et lavt stofskifte.
Jeg har tidligere haft mistanke om lavt stofskifte, og resultatet giver mig derfor endnu en grund til at få det undersøgt gennem min egen læge.
Kortisol og stofskifte er ikke det samme
Et lavt niveau af kortisolmetabolitter i en privat urintest dokumenterer ikke i sig selv, at kroppen ikke kan “forbrænde” kortisol, eller at man har lavt stofskifte.
Stofskiftet vurderes normalt gennem symptomer, lægelig undersøgelse og relevante blodprøver – særligt TSH og stofskiftehormoner. Mine resultater fra urintesten kan derfor højst give anledning til yderligere spørgsmål. De kan ikke i sig selv stille diagnosen.
Er testosteron også vigtigt for kvinder?
Testosteron bliver ofte beskrevet som det mandlige kønshormon, men kvinder producerer også testosteron – blot i mindre mængder end mænd.
Hormonet indgår blandt andet i kroppens regulering af muskel- og knoglevæv og kan have betydning for seksuel lyst. Sammenhængen mellem et enkelt testosterontal og symptomer som energi, humør, motivation og libido er dog ikke enkel.
Lav sexlyst, træthed og manglende træningsfremgang kan have mange forskellige forklaringer. Et enkelt resultat fra en privat urinprøve kan derfor ikke fortælle præcist, hvad mine oplevelser skyldes.
P-piller kan sænke mængden af frit testosteron, mens man tager dem, men det betyder ikke, at kroppens egen produktion nødvendigvis bliver dårligere og dårligere efter et p-pillestop.
Alligevel giver resultatet mig på dette tidspunkt en oplevelse af, at flere ting pludselig hænger sammen.
Mine manglende resultater fra træningen
De sidste par år har jeg undret mig over, hvorfor jeg ser så begrænsede resultater af min egen træning.
Ja, I know – man skal ikke sammenligne sig med andre. Men lidt har jeg ikke helt kunnet undgå det.
Når jeg tænker over, hvor meget jeg træner, synes jeg, det er utroligt, at jeg ikke har opnået større styrke eller mere muskelmasse. Nærmest tværtimod.
Da jeg får resultaterne fra hormontesten, føles det pludselig, som om det hele giver mening. Jeg tænker, at min krop ikke har de rette forudsætninger for at opbygge muskelmasse eller restituere ordentligt.
Det er den forklaring, jeg hæfter mig ved på dette tidspunkt. Men træningsfremgang og restitution påvirkes naturligvis også af mange andre ting: træningsprogram, energiindtag, søvn, samlet belastning, pauser, genetik og livsomstændigheder.
Min manglende sexlyst
Min sexlyst er også faldet rigtig meget gennem de sidste par år. Faktisk vil jeg nærmest sige, at den er ikkeeksisterende.
Det er en smule frustrerende, når jeg ellers er sammen med en mand, der tydeligvis har masser af lyst. Men for fanden altså – det er svært, når jeg bare ikke kan mærke det.
Det er noget, Søren og jeg taler om, og jeg har stort fokus på at bekræfte ham i, at det ikke handler om ham.
Resultatet fra testen giver mig en mulig forklaring, som føles befriende. Samtidig er det vigtigt at huske, at sexlyst kan påvirkes af mange forskellige ting: hormoner, stress, søvn, medicin, kropsopfattelse, psykisk trivsel, smerter, parforhold og den samlede livssituation.
Hvad skal der ske nu?
Emil og jeg lægger en foreløbig plan.
Jeg skal have undersøgt mit stofskifte gennem blodprøver hos min egen læge. Vi har allerede talt om min kost, og eftersom jeg umiddelbart er godt dækket ind, vurderer han ikke, at der er meget at ændre her.
Derfor skal jeg i første omgang forsøge at reducere den samlede belastning fra træning og arbejde.
Emils forslag er:
- To gange håndbold om ugen – én træning og én kamp
- Én styrketræning om ugen på maksimalt 60 minutter
- Gåture
- Yoga eller meditation
Da han siger én styrketræning om ugen, taber jeg mildest talt kæben.
Jeg tror, jeg ligner ét stort spørgsmålstegn, og jeg er seriøst virkelig tæt på at begynde at stortude.
I et par sekunder føles det, som om hele min verden er ved at falde sammen.
Det lyder måske voldsomt, men træning er en virkelig stor del af min hverdag og noget, der betyder rigtig meget for mig.
Når træning er blevet en del af min identitet
Det er sværere for mig at acceptere en lavere træningsmængde, end jeg havde regnet med.
Mange vil måske tænke:
“Åh, hold nu op. Det er sgu da bare at lade være med at træne så meget.”
Andre ville måske elske at få besked på, at de ikke skulle være så aktive.
Men for mig er træning en del af hele min identitet. Jeg kan mærke, at tanken om at skære ned gør mig oprigtigt berørt og ked af det.
Træning er en stor del af min hverdag og af den måde, jeg ser mig selv på. Derfor føles det næsten, som om jeg skal nedprioritere en del af det, der gør mig lykkelig.
Træning gør mig lykkelig
Da jeg begynder mit vægttab, handler træningen i høj grad om forbrænding, fordi mit fokus er at tabe mig.
Nogle gange handler træningen stadig om forbrænding og om at holde min vægt. Men i endnu højere grad er bevægelse blevet en del af det, der gør mig lykkelig.
Det giver mig en dejlig følelse i kroppen at være aktiv. Det stimulerer mig at bevæge mig og lære nye ting. Jeg synes, det er fedt at udfordre mig selv og prøve noget nyt.
Det er en del af mit daglige drug og er med til at give mig energi – både i min hverdag og i mit arbejde.
Derfor føles anbefalingen ikke bare som en ændring af mit træningsprogram. Den føles som en trussel mod en del af mig selv.
Kan træning være en belastning, når den føles god?
Det er svært for mig at forholde mig til, at min træning skulle belaste kroppen, fordi den sjældent føles udmattende.
Jeg cykler rigtig meget, men meget sjældent så hurtigt, at jeg bliver forpustet eller oplever det som hårdt. Tværtimod føles cykelturene som en måde at koble af på.
Efter mit fokus inden for styrketræning er skiftet mod gymnastics og calisthenics, træner jeg heller ikke særlig tungt længere. Det er måske hver anden uge, jeg laver noget HIIT, hvor jeg virkelig får pulsen op og presser kroppen.
Et almindeligt styrkepas er ikke noget, jeg føler mig udmattet eller særlig træt af bagefter.
Mine håndboldtræninger er nok den hårdeste del af min træning, fordi der ofte indgår intervaltræning og kontraløb. Men med min gode kondition føler jeg mig heller ikke nødvendigvis træt eller påvirket efter dem.
Derfor har jeg svært ved at mærke, hvornår jeg presser kroppen for meget. Jeg føler mig jo ikke presset.
Jeg har svært ved at acceptere, at noget, der føles godt og ikke gør mig udmattet, alligevel kan bidrage til den samlede belastning.
Altså seriøst – kan det virkelig være så slemt? Træning og motion er sgu da godt for kroppen!
Det handler om den samlede belastning
Fysisk aktivitet er grundlæggende godt for kroppen. Men kroppens reaktion afhænger også af den samlede belastning og af, om den har tilstrækkelig energi og restitution til rådighed.
En træning behøver ikke føles ekstremt hård for at tælle med i det samlede regnskab. Arbejde, cykling, håndbold, styrketræning, søvn, psykisk pres og energiindtag påvirker hinanden.
Ved mistanke om funktionel hypothalamisk amenoré er det derfor ikke nødvendigvis én bestemt træning, som er problemet. Det kan være forholdet mellem den samlede aktivitet, restitutionen og den energi, kroppen har til rådighed.
Arbejdsrelateret stress
På arbejdsfronten kan jeg godt mærke, at jeg i perioder er stresset og har meget om ørerne.
Samtidig oplever jeg det ikke som noget, der udmatter mig eller dræner mig for energi. Det ville sgu nok være lettere at tage alvorligt, hvis der var en kontant afregning med det samme, men sådan fungerer det bare ikke rigtig.
Jeg har mange ting i gang, og min evige to-do-liste stresser mig dagligt. Måske er jeg bare lidt hårdhudet og synes ikke rigtig, at det er noget “alvorligt”.
Men det er helt sikkert et område, hvor jeg skal forsøge at skrue lidt ned. Der er ingen tvivl om, at mit arbejde kræver rigtig meget af mig hele tiden. I virkeligheden er det nok også krævende for kroppen.
Det er bare svært, når man elsker sit arbejde og arbejdet med andre mennesker så meget, som jeg gør.
Frygten for at tage på igen
Der ligger også en stor mental udfordring i at skulle reducere mit aktivitetsniveau.
Efter mit vægttab ligger der hele tiden en lille frygt for at tage på igen. Tanken om at bevæge mig mindre giver mig derfor en frygt for at ende tilbage, hvor jeg var tidligere, og tage det hele på igen.
Samtidig bliver jeg nervøs for, om et lavere aktivitetsniveau kan trigge gamle tanker omkring mit madindtag.
Mit forhold til mad er generelt blevet langt mere afslappet, end det var for år tilbage. Men de gamle tanker ligger stadig og lurer lidt i baghovedet.
Derfor handler anbefalingen om mindre træning ikke bare om at slette nogle træningspas i kalenderen. Den rammer direkte ned i min frygt for vægtøgning, mit forhold til mad og hele min følelse af kontrol.
Testresultaterne ændrer mit syn på kroppen
Efter jeg får resultaterne, føler jeg mig pludselig mentalt svag.
Der er ikke sket nogen fysisk ændring med min krop, men alligevel føles den svag og slet ikke lige så stærk, som jeg plejer at opleve den.
Jeg har altid fundet ro og tilfredshed i at have en stærk krop. Det ved jeg godt, at jeg stadig har, men nu føler jeg mig mere træt og sårbar på en eller anden måde.
Der er også en lille snert af frygt for at presse mig selv under træningen.
I går stopper jeg midt i en træning på min ferie, fordi jeg føler mig modløs og sårbar. Et træningscenter er normalt et sted, hvor jeg elsker at give den gas. Nu kan jeg næsten ikke finde lysten til at tage af sted eller til at fortsætte, da jeg først er begyndt.
Under træningen føler jeg mig energiforladt og har egentlig ikke særlig meget lyst.
For fanden altså, hvor er det frustrerende, at kroppen kan reagere så meget på noget, der i udgangspunktet er mentalt.
Min krop har ikke ændret sig fysisk, siden jeg modtog resultaterne. Alligevel mærker jeg en kæmpe forskel. Tårerne presser sig på, og jeg er flere gange lige ved at græde.
Det fortæller mig noget om, hvor stor magt tal og testresultater kan få over den måde, vi oplever vores krop på – også før vi ved, hvad resultaterne egentlig betyder.
Skal jeg vælge medicinsk hormonbehandling?
Flere af jer har skrevet til mig om medicin, der muligvis kan hjælpe med at sætte gang i en blødning.
Det foreslår lægen på Rigshospitalet også, hvis min menstruation ikke er kommet tilbage inden marts.
På den ene side overvejer jeg det helt sikkert. Hvis medicinen kan hjælpe med at kickstarte mit system, uden at jeg behøver ændre hele min livsstil, tror jeg virkelig, at det vil være det værd.
Jeg synes også, det er vigtigt ikke at miste sig selv eller gå på kompromis med alt det, der gør én glad.
På den anden side vil jeg helst give min krop mulighed for selv at finde en balance, efter den har været styret af hormoner udefra i så mange år.
En blødning er ikke nødvendigvis det samme som ægløsning
En hormonbehandling kan i nogle tilfælde fremkalde en blødning, men en fremkaldt blødning er ikke nødvendigvis det samme som, at den naturlige cyklus og ægløsning er vendt tilbage.
Formålet med en eventuel behandling afhænger af årsagen til den udeblevne menstruation. Derfor skal den konkrete behandling vurderes sammen med en læge og ikke kun ud fra et ønske om at få en blødning hurtigst muligt.
Jeg deler også de svære tanker
Puha – det blev et langt indlæg.
Den sidste del er i høj grad baseret på mine egne tanker og følelser omkring det hele. Jeg håber dog, at det kan hjælpe andre med at mærke, at de ikke står alene, og at det er normalt at befinde sig i et tankemylder.
Det gælder egentlig, uanset hvilken forandring man skal igennem.
Jeg er meget taknemmelig for alle de personlige erfaringer og historier, I har delt med mig. Hvis nogle af jer har lyst til at dele jeres historie anonymt, vil jeg gerne samle forskellige oplevelser i et senere indlæg.
Det er overhovedet ikke for at lægge pres på nogen. Men nogle gange kan det være rart at få fortalt sin historie, selvom ens navn ikke står på. Måske kan den samtidig hjælpe andre.
Endnu en gang tusind tak for alle jeres søde beskeder. Det sætter jeg virkelig stor pris på.
Jeg skal nok holde jer opdateret om processen og om, hvad jeg beslutter mig for.
Lige nu tror jeg, at jeg skal sluge det hele, lade det bundfælde sig og derefter tage stilling til, hvad næste skridt skal være.
Læs videre i serien
Læs del 1: Udebleven menstruation efter p-piller – min vej mod graviditet
I næste del fortæller jeg om, hvordan det går med at reducere min træningsmængde – og hvorfor det føles, som om jeg samtidig bliver tvunget til at finde en ny identitet.
Læs del 3: Udebleven menstruation og mindre træning – hvem er jeg uden min træningsidentitet?